Be´om et paradigmeskifte til børnene

Be´om et paradigmeskifte til børnene

Kære regering og kære ”børnenes statsminister.” Lad os tage en snak om vores børn. For de har om nogen brug for deres eget paradigmeskifte.
Hvad med at føre en politik, hvor færre børn vokser op i fattigdom i stedet for flere og flere?
Det vil kræve et flertal for at nedlægge fattigdomsydelserne, ligesom vi vil i Radikale Venstre.

Hvad med et paradigmeskifte, hvor vi beskytter børn mellem 10-15 år mod banderne, i stedet for at sende dem for en børnedomstol og spærre dem inde, hvis de begår noget kriminelt? Vi tror ikke på, at børn hjælpes videre i livet, ved at blive straffet på den måde.

Børnene på Sjælsmark

Og kan der blive et paradigmeskifte til de 93 børn på Sjælsmark, som for 61 procents vedkommende vil kunne få en psykiatrisk diagnose pga. deres levevilkår?
Sjælsmark egner sig ikke til børn, så lad os få dem ud derfra.

Hvad med Mint fra Køge? Og hvad med hendes mor og stedfar, som ikke har gjort noget andet forkert, end at forelske sig i én fra et andet land.
Lad os få lavet Mint-loven om, så familier ikke splittes ad.

Drop de nationale tests i indskolingen

Hvad med de børn, der udvikler stress og angst, allerede i folkeskolens mindste klasser? Kan vi få et paradigmeskifte i form af et opgør med perfekthedskulturen og nationale tests?
Vi vil gerne afskaffe de nationale tests i indskolingen, og give gratis psykologhjælp til børn og unge.

Eller hvad med de børn landet over, der må leve med at blive afleveret i vuggestuer eller børnehaver, hvor der simpelthen ikke er voksne nok til at passe på dem? Kunne der blive et paradigmeskift til dem?
I Radikale Venstre vil vi gerne have minimumsnormeringer i daginstitutionerne, for vi har ikke råd til at lade være.

Børnene i Danmark har i den grad brug for et paradigmeskifte. Men de har godt nok ikke brug for regeringens og Dansk Folkepartis version.

Mit Danmark

Mit Danmark

Mit Danmark

Mit Danmark er mangfoldigt, storsindet og rigt på fællesskaber. Fra gymnastikforeningen over andelsboligforeningen til kunstforeningen, vælgerforeningen og brugsforeningen, så er vores samfund gennemsyret af demokrati, ytringsfrihed, medbestemmelse og ligeværd.

I mit Danmark kan man selv vælge, hvilket tøj man har i sit klædeskab, om man vil have svinekød eller quinoa på tallerkenen, om man vil give hånd eller ej, og om man vil fejre jul eller ej. Danskhed defineres ikke af, hvor mange gange man har set Matador, eller hvorvidt man er til dansktop eller jazz. Danskhed defineres netop af friheden til at vælge og af muligheden for at vælge.

I mit Danmark kan man drikke vandet, vi henter op af jorden, uden at rense det. I mit Danmark er vi ikke bange for at tænke nyt og innovativt for fremtidens generationers skyld – også selvom det går ud over vores indgroede gamle vaner. Vi er vant til at finde fælles løsninger, så selvfølgelig kan vi også finde dem på klimaområdet.

Mit Danmark er fuld af ressourcer. Ikke den slags man hiver op af en mine, men den slags, der sidder mellem ørene på os alle. Den slags, der bringer innovation og nye løsninger på virkelighedens udfordringer. Den slags ressourcer, der kun kan lade sig gøre fordi vi har et af verdens bedste uddannelsessystemer.

Mit Danmark er ikke bange for resten af verden. Vi kan godt rumme både at være borgere i EU og i Danmark på én gang. Vi forstår, at selvom vi er få, så har vi stor indflydelse på verdens fremtid.

Mit Danmark står sammen i solidaritet og efterlader ingen på perronen. Vi kæmper mod ulighed og passer på hinanden, når vi har det svært. Vi sender vores børn i skole med tillid til, at de får den samme gode uddannelse, uanset hvor i landet de bor. Vi fordeler goderne, så alle får de samme muligheder og den samme omsorg.

I mit Danmark beslutter vi os for at stå sammen. Vi retter blikket og opmærksomheden mod de virkelige problemer vi har, i stedet for at lade frygten styre os og give ”de andre” skylden for alt, hvad der er galt. Vi møder hinandens blikke i stedet for at kigge væk. Vi kæmper ikke mod hinanden, men mod problemet. For kun sammen kommer vi fremad.

Vi skal ikke kigge nostalgisk tilbage mod et Danmark, der kun eksisterer i vores fantasi. Vi skal fremad. Når vi stoler på styrken i de værdier vi har, så er der ikke grænser for, hvor langt vi kan nå.

Det er det Danmark, jeg vil kæmpe for.

Vi vil have uddannelse i stedet for udflytning

Vi vil have uddannelse i stedet for udflytning

I 2015 begyndte Staten at flytte ud i provinsen. Og selvom alle gerne vil vide, hvad det reelt har kostet skatteyderne indtil videre, så har Statsrevisorerne nu endegyldigt opgivet at få et overblik over de samlede økonomiske omkostninger for udflytningens to første runder.
Kritikken er i stedet haglet ned over projektet. Øget sygefravær, produktionsnedgang, tab af faglighed og forlængede sagsbehandlingstider er de direkte følger.

Vi venter stadig på den lovede bosætning

Og hvor er de fine nye statistikker, der gerne skulle vise øget bosætning i de rørte kommuner? Tallene udebliver, når arbejdsgiverne kommer deres plagede medarbejdere i møde med gunstige aftaler om hjemmearbejdsdage og arbejdstid i toget.
Så er det, at jeg ikke forstår, hvorfor regeringen insisterer på at fortsætte?

En dyr afledningsmanøvre

Og hvis man samtidig fører en politik, hvor den nære velfærd udhules, så oplever jeg som almindelig borger i provinsen jo ikke, at det offentlige bliver styrket, selvom der kommer nogle flere statslige ansatte. Jeg oplever i stedet udflytningerne som et holdkæftbolsje eller en afledningsmanøvre.
Særligt fordi regeringen samtidig udpiner uddannelserne med 2% besparelser, som medfører afvikling af statslige arbejdspladser i provinsen – de få der er tilbage.

Uddannelse i stedet for udflytning

I Radikale Venstre kan vi ikke acceptere afviklingen af uddannelsesmuligheder i provinsen. Der er hårdt brug for dem. I 2017 havde 39% af alle sjællændere mellem 15 – 64 år ikke nogen kompetencegivende uddannelse. Det skal vi have lavet om på! Som samfund ved vi, at uddannelse er vejen til at løfte sig selv fri af social arv, ligesom det er vejen til bedre levestandard, sundhed og livskvalitet. Hvis regeringen virkelig vil skabe balance i Danmark, så brug pengene på uddannelse i stedet for på ørkesløs udflytning!

Usselhedens dag i dansk politik

Usselhedens dag i dansk politik

Regeringen (V, LA og K), Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har stemt for L140 – ”paradigmeskiftet”.

Det betyder, at flygtninge skal hjemsendes i stedet for integreres, at integrationsydelsen skal skæres med 2000 kr. og at kommuner ikke længere er forpligtede til at give flygtninge med opholdstilladelse andet end en midlertidig køjeseng. Og en lang række andre uhyrligheder.

Igen skaber vi store problemer for os selv. Med en hjemsendelse hængende over hovedet, kan det føles omsonst at kæmpe for at blive integreret. Det er ikke kun umenneskeligt, det er også rigtigt dyrt, fordi flygtningene med god grund måske ikke vil føle sig motiverede til at blive flittige skatteydere.

Signallovgivning

Det helt absurde er, at paradigmeskiftet kun er signallovgivning. Det betyder ikke umiddelbart, at vi kommer til at sende nogen hjem. Vi signalerer bare meget kraftigt, at flygtninge ikke er velkomne i vores samfund.  Det er meget dumt i en situation, hvor vi mangler arbejdskraft i Danmark og har problemer med parallelsamfund.

Erhvervslivet og fagbevægelsen svigtes

Det er ikke kun et kæmpestort problem for den enkelte flygtnings livsvilkår og lyst til at bidrage positivt.

Det er også et problem for Venstre, Liberal Alliance og Konservative, der svigter virksomhederne, når de siger, at paradigmeskiftet har alvorlige konsekvenser for dem, fordi de mister dygtige medarbejdere.

Det er også et problem for Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, der svigter fagbevægelsen og deres medlemmer, som nu står til hjemsendelse, fordi en stor del af dem, arbejder i servicefagene i den offentlige sektor. En sektor, der allerede nu har vanskeligt ved at rekruttere kvalificeret arbejdskraft.

Et selvmål

I sidste ende går paradigmeskiftet ud over os alle sammen. Det er et selvmål af dimensioner.

Torsdag d. 21. februar var en usselhedens og smålighedens dag i dansk politik.

Som radikal ønsker jeg en anden vej, hvor vi både kæmper for sammenhængskraft og økonomisk ansvarlighed. Paradigmeskiftet er alt andet end netop det.

Fra demokratiets maskinrum – i Nepal

Fra demokratiets maskinrum – i Nepal

Der er altid vindere og tabere i et folketingsvalg. Og når støvet har lagt sig, begynder det virkelige parlamentariske arbejde: at finde fælles løsninger på samfundets reelle problemer. Igennem forhandlinger, aftaler og kompromisser tager vi det lange træk sammen. Det er styrken ved det danske demokrati. Vi snakker med hinanden, også på tværs af partiskel, fordi vi har en fælles sag, selvom vi ikke altid er enige om, hvordan vi skal prioritere.

Demokratitræning for unge politikere

Jeg var i Nepal i vinterferien for organisationen DIPD (Dansk Institut for Partier og Demokrati) for at udvikle et træningsprogram for nepalesiske ungdomspolitikere.

I det unge demokrati Nepal, er politikerne ved at forstå, at demokratiets DNA ikke er at vinde, men at samarbejde. Selvom kommunistpartiet fik absolut flertal ved valget i 2017 bør de inddrage oppositionen, danne koalition og lede landet. Det kræver, at de lytter, indgår brede aftaler og stopper med at opføre sig arrogant og enevældigt. For Nepal har brug for stabilitet og ro til at opbygge den demokratiske kultur, som er deres erklærede mål. Til det formål, har de stiftet den tværpolitiske organisation JOMPOPS, som samarbejder med DIPD om træning og uddannelse af nye generationer af politikere. De kigger mod Danmark efter inspiration og er ivrige efter at speede processen op.

Det kan ikke gå hurtigt nok

Nepals demokratiske ambitioner er tårnhøje. F.eks. er de helt med på, at kvinders deltagelse i politik er helt central. Men de ved også, at de er oppe imod meget dybe traditionelle kønsrollemønstre og en stærk patriarkalsk kultur, så de har indført kvoter. I Nepals helt nye grundlov, vedtaget i 2015, er det indskrevet, at mindst 33% af parlamentets medlemmer skal være kvinder. Og på lokalpolitisk niveau skal mindst 40% være kvinder. Men kvindernes tilstedeværelse garanterer ikke, at de har indflydelse. Tværtimod. Nepal venter stadig på, at nye stærke generationer af unge kvinder retter ryggen og tager magten.

Flere gange i løbet af ugen er jeg blevet spurgt: Hvordan gør I? Hvorfor fungerer Danmarks demokrati så godt, som det gør i dag? Der er flere grundlæggende faktorer, som skal være tilstede.

Den første og største faktor er, at Danmark er et samfund bygget på meritokrati, med meget lidt korruption og nepotisme. I Danmark defineres din livsbane af dine evner, og ikke dit efternavn eller din pengepung.
Korruption, nepotisme og enorme klasseforskelle i Nepal sorterer stadig langt de fleste fra og gør, at kun eliten har adgang til magten. Penge køber alliancer, vigtige poster og ikke mindst stemmer.
Et anden meget vigtig faktor er at fremme dygtig politisk lederskab. Der skal være adgang til indflydelse for de kvikkeste hoveder, og ikke kun for de dybeste lommer. Nøglen til at lykkedes med det demokratiske projekt er uddannelse. Og Nepal er på vej. De fleste unge kan læse og skrive, mens det stadig kniber for de ældre generationer. Et dårligt offentligt skolevæsen holder den fattige del af befolkningen væk fra indflydelse. Selvom kastesystemet er forbudt trives det stadig i landdistrikterne, hvor gamle traditioner og fastlåste sociale mønstre forhindrer unge i at blive til noget andet, end deres forældre har været.

Der er nok at lave for en ny politiker i Nepal.

I mellemtiden er gamle og nye parlamentsmedlemmer optaget af at positionere sig og kæmpe om magten. Der ligger en enorm opgave foran dem, men de virker som om, de er ramt af samme virus, som den danske regering – at det hele ender i symbolpolitik og gestik.
Nepals fremtid ligger i deres hænder. De skal smøge ærmerne op og implementere de gode intentioner, der skinner ud af den nye grundlov. Og samtidig skal de forbedre deres parlamentariske arbejde, så de undgår en vred og fremmedgjort opposition, der måske kunne få ideer om kup.
Hvis ikke de får skabt dette samarbejdsfundament ender de med ikke at flytte noget som helst, og være ligeså ineffektive som Nepals tidligere herskere.

Eksperter i koalition

Det er lige præcis derfor Radikale Venstre er i Nepal. Vi er om nogen et koalitionsparti, der altid søger fælles løsninger. Det bevidste vi så sent som i foråret 2018, hvor vi gik forrest for oppositionen ind i forhandlingslokalet, da regeringen og Dansk Folkeparti var på nippet til at lave en energiaftale alene. Men fordi vi gik forrest, fulgte resten af oppositionen med, og vi fik sammen lavet danmarkshistoriens bredeste og største energiaftale.

Selvom det danske og det nepalesiske samfund er meget forskellige, så er vi fælles om, at have virkelige problemer, der kræver rigtige løsninger og stærke demokratier. En god politiker retter blikket og opmærksomheden mod de virkelige problemer, i stedet for at lade sig styre af frygten og give ”de andre” skylden for alt, hvad der er galt. På tværs af meningsforskelle skal vi møde hinandens blikke i stedet for at kigge væk. Vi kæmper ikke mod hinanden, men mod problemerne. For kun sammen kommer vi fremad.

Vi er klar til at hjælpe de særligt nedslidte!

Vi er klar til at hjælpe de særligt nedslidte!

Ingen skal bekymre sig om, hvad der sker, hvis man er nedslidt og ikke kan arbejde helt til pensionsalderen. Det har længe været en mærkesag for Radikale Venstre, så lad os få svesken på disken! Lad os gå til forhandlingerne og få konkrete ideer fra alle partier på bordet. Vi er klar!

I Radikale vil vi gerne have en ordning målrettet folk, der er nedslidte, og som kan få en lægeerklæring på det. Men det skal være en ordning, der rammer de nedslidte. Vi er ikke interesserede i at sende raske folk på pension før tid. Det har vi som samfund ikke råd til, når vi også skal bruge penge på uddannelse, folkeskole og klimatilpasning.
Vi vil nedlægge den udskældte seniorførtidspension, som pga. rigide kriterier ikke fungerer som den er tænkt. Vi vil i stedet:

  1. Indføre en ny seniorpension, som man kan søge om, hvis man har 5 år eller mindre til folkepensionsalderen, og hvis man kan dokumentere tab af arbejdsevne. Det skal være langt nemmere at få seniorpension, end det har været at få seniorførtidspension.
  2. For de nedslidte seniorer, som gerne vil blive på arbejdsmarkedet, men ikke kan arbejde på fuld kraft, skal man have ret til et fleksjob, hvis man har 5 år eller mindre til folkepensionsalderen Man skal altså ikke igennem en masse arbejdsprøvninger for at få et fleksjob. Det skal være nemt.

Realistisk forankret

Socialdemokratiet mener i deres udspil, at folkepension skal være en rettighed for de mest nedslidte, uden at definere, hvilke faggrupper, det drejer sig om, eller definere hvad ’nedslidt’ betyder.
De 3 milliarder S har sat af, rækker slet ikke, når demografien sætter ind og gruppen af ældre vokser. Det kniber med finansieringen af deres udspil, hvis tidlig pension gøres til en rettighed, fremfor en individuelt vurderet mulighed for de nedslidte.

Vi vil gerne være med til at hjælpe de særligt nedslidte, men det skal være realistisk forankret.

I Radikale Venstre har vi sat en milliard af til vores udspil, baseret på beregninger af, hvem der vil få brug for den nye seniorpension. For vi vil også gerne bruge noget af statskassen på at forhindre, at folk slides op, så problemet angribes fra flere sider. Arbejdsmiljø, folkesundhed og uddannelse, er alle faktorer, der modvirker nedslidning og forbedrer livskvaliteten. Alt dette skal også finansieres.

Så lad os gå sammen til forhandlingsbordet med konkrete og realistiske bud!

 

 

 

 

Regionerne skal ikke nedlægges, de skal udvikles

Regionerne skal ikke nedlægges, de skal udvikles

Ude på landet og i de små byer lades vi i stikken, mens de vigtigste beslutninger, der sætter rammen om vores virkelighed, tages i hovedstaden. Vi vil have reel lokal medbestemmelse på de områder, der igennem de sidste 10 år er blevet undermineret af den ene strukturreform efter den anden.
Og medbestemmelse får vi ikke ved at flytte staten ud i landet, men ved at flytte beslutninger ud fra staten!

Jeg kan slet ikke forstå, hvordan nedlæggelse af regionerne og endnu mere centralisering af beslutningerne skulle give mere nærhed og tryghed?

I stedet for at falde i den gamle fælde og tro, at vi kan omstrukturere os ud af alting, så lad os vende den om i stedet for, og tage udgangspunkt i indholdet i stedet for i formen.
For hvad er det for udfordringer, vi har rundt om i landet, og hvordan kan regionerne styrkes, så de er med til at løse virkelighedens problemer?

I stedet for at fjerne de folkevalgte fra regionerne, skal vi give regionerne mere indflydelse og mere at lave.
Radikale Venstre vil styrke den regionale medbestemmelse på disse områder: Natur- og miljø, trafik, uddannelse, erhvervs samt handicap- og omsorg.

Regionerne kan så meget mere, end blot levere sundhed, så lad os dog udnytte potentialet i stedet for at tegne organisationsdiagrammer.

Lad regionerne stå i spidsen for vores uddannelser

F.eks. vil vi gøre op med regionernes begrænsede beslutningskraft i forhold til udbud og placering af uddannelser. I kombination med det hovedløse omprioriteringsbidrag, der udsulter uddannelserne langsomt men effektivt, er mange lokale uddannelsestilbud under enormt pres, og flere er lukningstruede. For at bevare gode uddannelsestilbud i alle dele af landet, foreslår vi derfor at regeringens systematiske besparelser på uddannelsesområdet annulleres, og erstattes med vedvarende investeringer i uddannelsestilbud i hele Danmark.

Vi vil også indføre et fordelingsprincip, så mindst halvdelen af alle nye erhvervs- og professionsrettede videregående uddannelsespladser oprettes udenfor de fire største byer.

Vi vil gøre op med den nuværende taxameterordning, der favoriserer uddannelsessteder i de største byer. Endelig skal vi ændre lovgivningen, så det er demokratisk valgte regionsrådspolitikere, der tager beslutninger om uddannelserne lokalt.
Alt det kræver, at staten afgiver indflydelse og stoler på, at vi ude i regionerne er i stand til selv at tage de beslutninger, der passer til vores virkelighed. Og det er måske her, det kniber. Men det er der en løsning på, lige om lidt. Lad os stemme indflydelsen hjem til regionerne, når der kommer valg.

Svinekød er blevet danskernes kampplads

Svinekød er blevet danskernes kampplads

Svinekød er historisk og kulturelt en del af dansk madkultur. Men langsomt og effektivt har det sneget sig ind i identitetspolitikken og i debatten om danskhed. Fra DF der gerne vil lovgive om tvangsfrikadeller i børnehaver, over en miljø- og fødevareminister der elsker sin bacon, til en flæske-shitstorm når nogen foreslår differentierede julehjælpskasser til fok med forskellige madvaner.

Den stakkels gris skal ikke tages som symbolsk gidsel i jagten på den mest ægte dansker. Flæskesteg er ikke synonymt med fædrelandskærlighed. Hvorfor skal vi definere ’dem og os’ i forhold til svinekød? Det skiller jo ikke kun muslimer fra, men også jøder og alle os, der ikke spiser kød.

Det mest tåbelige er, at når vi koger det ned til noget så ligegyldigt som at spise gris, så mister vi totalt målet, nemlig at forstå hinanden. Vi spilder tiden på ligegyldigheder i stedet for at stå sammen om at finde rigtige løsninger på virkeligheden problemer.

Vi kunne f.eks. kæmpe for grisen ved at gøre noget ved, at 9 ud af 10 svinebesætninger er ramt af svine-MRSA, at 25.000 smågrise dør om dagen og at halvdelen af alle slagtesvin har mavesår. Det tror jeg grisene ville blive gladere for, end at blive udråbt til nationalsymbol.

Jeg synes, at 2019 skal være året, hvor vi hanker op i os selv og hinanden og lægger fokus de rigtige steder.

Dansk kultur er så meget mere end svinekød.

I Danmark kan man selv vælge, om man vil have gris eller quinoa på tallerkenen, om man vil give hånd eller ej, og om man vil fejre jul eller ej. Danskhed defineres ikke af, hvor mange gange man har set Matador, eller hvorvidt man er til dansktop eller jazz, gris eller kikærter. Danskhed defineres netop af friheden og retten til at vælge og fravælge.

 

– Læserbrev bragt i Nordvestnyt 7/1 og i Sjællandske 8/1 2019

DF laver sognerådspolitik med statskassen  

DF laver sognerådspolitik med statskassen  

DF påstår de er danskernes parti. Det er de ikke. De er vennernes parti.
Kigger man på kataloget over skattebetalte vennetjenester, så lad os starte med den helt store: flytningen af kriminelle afviste asylansøgere til Lindholm i Stege Bugt, væk fra Kristian Thulesen Dahls og Kristian Jensen egen vælgerbaghave. Det er danmarkshistoriens dyreste flytning på 759 millioner kroner. Det koster mere end den samlede sundhedsreform og mere end finanslovens samlede klimatiltag.
Men DF er åbenbart ligeglade med, hvor mange penge de bruger på tåbelig symbolpolitik, og hvor få virkelige problemer de løser, så længe de mest magtfulde partispidser og de vigtigste venner er glade.

Og DF har åbenbart ikke vigtige venner i Kalvehave ved Lindholm, selvom det var her, at DF ved folketingsvalget i 2015 fik en af landets største valgsejre med 27,4 procent af stemmerne. Der er en meget stor gruppe af Kalvehave-borgere, der må føle sig alvorligt taget ved næsen.

Rigtige venner på Lolland-Falster

Og venner har de på også Lolland-Falster, hvor Rene Christensen har sørget for halvanden million til den kommunalt stiftede fond Business LF, uden at hverken fonden eller kommunerne havde bedt om det. En mandelgave fra Rene.
Også en opgraderingen af E55 ved Nykøbing F står på finansloven med kærlig kammeratlig hilsen fra Rene Christensen. Det projekt kan kun springe over i køen med infrastrukturelle projekter i vores region, hvis man sidder med ved forhandlingsbordet og i øvrigt ikke har nogen ønsker om at tækkes andre end signe egne. Det er pamperi af værste skuffe.

Og venner har de også på Læsø, hvor Danmarks eneste DF-borgmester er glad. Han har nemlig fået 10 millioner til at dække et ulovligt budgetteret underskud på den kommunale finanslov. Det er højst usædvanligt, og for alle andre kommuner havde reaktionen på et ulovligt budgetunderskud sandsynlig været, at kommunen var blevet sat under statslig administration. Men Læsø er ikke en hvilken som helst kommune. Det er en DF-ledet kommune, og i DF passer man godt på sine venner.

Alex Ahrendtsen er også særligt godt tilfreds. Han sidder i bestyrelsen for ”Danske Taler”, som sjovt nok har fået et kæmpe løft med 5 mio. om året. Hvad har man ellers venner for?

Lad dette være den sidste finanslov, som DF svinger taktstokken over!

Det skal være slut med at bedrive egennyttig sognerådspolitik med vores fælleskasse. Vi har store og virkelige problemer, som ikke løses med dyr symbolpolitik eller pamperadfærd. Lad dette være den sidste finanslov, som DF svinger taktstokken over! Fremtidens Danmark banker på og skriger på rigtige løsninger på virkelige problemer.

Ny læreruddannelse i Nordvest- og Vestsjælland – men mursten gør det ikke alene

Ny læreruddannelse i Nordvest- og Vestsjælland – men mursten gør det ikke alene

JA, der et behov for en læreruddannelse i Vestsjælland/Nordvestsjælland, men mursten gør det ikke alene.

Lærermanglen i Nordvest- og Vestsjælland er større end i resten af Danmark. Det mærkes meget tydeligt i skolerne, hvor forældre og skoleledere er bekymrede for kvaliteten af børnenes undervisning, når 20-23% af lærerstaben ikke er uddannet til det, de laver. Kommunerne kan ikke rekruttere lærere nok og har svært ved at tiltrække nye lærere, som har uddannet sig langt væk.

Vi skal kunne uddanne os og arbejde, der hvor vi bor og lever vores liv. Derfor skal vi selvfølgelig have en læreruddannelse i Nordvestsjælland. Og for at få dét til at ske, skal Professionshøjskolen Absalon tilføres flere midler. I Radikale Venstre har vi en plan for at oprette hveranden nye studieplads uden for de store universitetsbyer og investere massivt i uddannelse, for vi tror på, at Danmarks fremtid afhænger af lige adgang til uddannelse.

Faldet af uddannede lærere hænger ikke kun sammen med lukningen af Holbæk seminarium, men også med flugten fra lærerværelset. Ifølge Danmarks Lærerforening vælger mange lærere folkeskolen fra på grund af dårlige arbejdsvilkår. Den melding skal kommunerne tage meget seriøst og skabe bedre arbejdsvilkår, så vi kan tiltrække flere af de læreruddannede tilbage til folkeskolen.

Det er nemmere sagt end gjort at løfte folkeskolen, fordi kommunerne er ekstremt pressede på budgetterne – særligt i yderkommunerne. I Radikale Venstre vil vi derfor hvert år sende en ekstra milliard til den klemte folkeskole, så vi sikrer, at alle har de bedste muligheder for fremtiden, uanset hvilken baggrund børnene kommer fra og hvilken kommune, de bor i. Det har været et ønske og en del af vores faste politik i mange år.

Mursten gør det ikke alene

Man kan undre sig over, at lærermanglen i Vordingborg Kommune er på samme niveau som i Nordvestsjælland, på trods af at kommunen huser en læreruddannelse. Så mursten er ikke et quickfix. Der skal også være gode og klare praktikaftaler med skolerne i de nordvestsjællandske kommuner, der skal være fokus på lærernes arbejdsvilkår, så flugten fra lærerværelset stopper, og så skal folkeskolen have en massiv økonomisk indsprøjtning fra Christiansborg. Ellers knækker Danmark mens politikerne gambler med vores fælles fremtid.