Vi vil have uddannelse i stedet for udflytning

Vi vil have uddannelse i stedet for udflytning

I 2015 begyndte Staten at flytte ud i provinsen. Og selvom alle gerne vil vide, hvad det reelt har kostet skatteyderne indtil videre, så har Statsrevisorerne nu endegyldigt opgivet at få et overblik over de samlede økonomiske omkostninger for udflytningens to første runder.
Kritikken er i stedet haglet ned over projektet. Øget sygefravær, produktionsnedgang, tab af faglighed og forlængede sagsbehandlingstider er de direkte følger.

Vi venter stadig på den lovede bosætning

Og hvor er de fine nye statistikker, der gerne skulle vise øget bosætning i de rørte kommuner? Tallene udebliver, når arbejdsgiverne kommer deres plagede medarbejdere i møde med gunstige aftaler om hjemmearbejdsdage og arbejdstid i toget.
Så er det, at jeg ikke forstår, hvorfor regeringen insisterer på at fortsætte?

En dyr afledningsmanøvre

Og hvis man samtidig fører en politik, hvor den nære velfærd udhules, så oplever jeg som almindelig borger i provinsen jo ikke, at det offentlige bliver styrket, selvom der kommer nogle flere statslige ansatte. Jeg oplever i stedet udflytningerne som et holdkæftbolsje eller en afledningsmanøvre.
Særligt fordi regeringen samtidig udpiner uddannelserne med 2% besparelser, som medfører afvikling af statslige arbejdspladser i provinsen – de få der er tilbage.

Uddannelse i stedet for udflytning

I Radikale Venstre kan vi ikke acceptere afviklingen af uddannelsesmuligheder i provinsen. Der er hårdt brug for dem. I 2017 havde 39% af alle sjællændere mellem 15 – 64 år ikke nogen kompetencegivende uddannelse. Det skal vi have lavet om på! Som samfund ved vi, at uddannelse er vejen til at løfte sig selv fri af social arv, ligesom det er vejen til bedre levestandard, sundhed og livskvalitet. Hvis regeringen virkelig vil skabe balance i Danmark, så brug pengene på uddannelse i stedet for på ørkesløs udflytning!

Tandpleje skal betales over skatten

Tandpleje skal betales over skatten

Til Radikale Venstres landsmøde 2018 har jeg skrevet tre resolutionsforslag, som ligger mit hjerte nært. Dette er et af dem:

Radikale Venstre ønsker, at regelmæssig tandeftersyn og behandling skal være skattefinansieret på lige fod med besøget hos den privatpraktiserende læge.

Begrundelse:

Danmark mener vi, at vi er på internationalt niveau, hvad angår forebyggelse og behandling af sygdom. Men på tandområdet halter vi bagefter. Vi har ikke fokus på de sundhedsmæssige og samfundsmæssige konsekvenser af mund- og tandsygdomme. Et hullet tandsæt og dårlig vedligeholdelse af tænder har ikke blot kosmetisk og social betydning. Det er forbundet med risiko for alvorlige lidelser som kræft, hjertesygdom og diabetes. For et par år siden viste en undersøgelse fra omsorgstandplejen i Københavns Kommune, at dårlig tandhygiejne hos ældre koster samfundet 20-25 mio. kr. årligt alene i hospitalsindlæggelser.

Endvidere har vi et egenbetalingssystem, der, set i lyset af modellen for det danske sundhedsvæsen i øvrigt, virker uhensigtsmæssigt, og som har en helt urimelig social slagside. Brugerbetaling, medfører social ulighed i tandlægeområdet. Der er store grupper i samfundet, der af økonomiske årsager er ude af stand til at få vedligeholdt deres tænder. Og der er ikke kun tale om de svært udsatte grupper som hjemløse og kontanthjælpsmodtagere. Tandlægeudgifter kan være så omfattende, at de er urealistiske for bl.a. studerende, lavtlønnede, enlige forsørgere og mennesker på overførselsindkomst.

Af tidligere lovforslag fremgår det, at udgiften vil være ca. 4,2 mia. årligt.

Lighed i velfærd gennem retfærdig refusion for sociale ydelser

Lighed i velfærd gennem retfærdig refusion for sociale ydelser

Til Radikale Venstres landsmøde 2018 har jeg skrevet tre resolutionsforslag, som ligger mit hjerte nært. Dette er et af dem:

Radikale Venstre ønsker lighed i basal velfærd, så bopælen ikke er afgørende for kvaliteten af de kommunale services borgeren har adgang til. Kommunernes meget forskelligartede udgiftspres til sociale ydelser underminerer budgetterne i de fattigste kommuner, og dermed også princippet om lige velfærd i hele landet, idet kommunerne derved ikke har råd til kerneydelser som f.eks. ordentlige folkeskoler, ældrepleje, daginstitutioner, sundhed, samt lige hjælp til handicappede, lige bevillinger af pension og fleksjob osv. Radikale Venstre ønsker mere retfærdig statslig refusion til kommuner med meget store befolkningsgrupper på sociale ydelser.

Begrundelse:

Kommunerne får refusion af udgifter til forsørgelse (kontanthjælp, førtidspension, sygedagpenge osv.) I refusionsreformen i 2016 lagde regeringen en incitamentsstruktur ind i refusionssystemet, så den differentieres således i ”refusionstrappen”:

  • 80 pct. refusion i de første 4 uger.
  • 40 pct. fra den 5. til den 26. uge.
  • 30 pct. fra den 27. til den 52. uge.
  • 20 pct. fra den 53. uge og frem.

Det betyder, at de langtidsledige koster kommunerne relativt meget, mens korte arbejdsløshedsperioder ikke er så dyrt. Mange land- og yderkommuners muligheder for at yde anstændig service undergraves af det høje pres, pensioner, kontanthjælp og andre sociale ydelser lægger på budgetterne. Konsekvensen er, at der ikke er råd til f.eks. ordentlige skoletilbud eller ældrepleje. De kommunale udgifter til sociale ydelser i disse kommuner er ofte 30% – 60% højere end i gennemsnitskommunen. Effekten i de ramte kommuner forstærkes af, at der ofte ikke er et stærkt erhvervsliv, der kan trække disse personer ind på arbejdsmarkedet.
De nuværende procentsatser underminerer budgetterne i landets fattigste kommuner. Et skridt på vejen til bedre balance i Danmark er at øge refusionen til de fattigste kommuner, så også de har en chance for at levere
anstændig basal velfærd til deres borgere.

Demens-lotteriet

Demens-lotteriet

Vi bygger supersygehuse og laver sygehusplaner med sindrig geografisk fordeling af specialeområder, alt imens vi ignorerer det faktum, at i fremtiden vil langt hovedparten af syge borgere blive behandlet i eget hjem eller på det kommunale plejehjem. Og ude i det kommunale landskab er det langt mere usikkert, om man får den behandling, man har ret til – og om behandlingen overhovedet lever op til kvalitetskravene.

Skøre moster Ida

Rigtigt mange af os er pårørende til en dement. Og det slår mig, hvordan alle vi andre taler om demente på, og accepterer, at “nu går det dén vej” og “moster Ida er blevet lidt småskør”. Hun er blevet gammel, så “det er jo bare sådan det går”, og nu er en plejehjemsplads det næste (og sidste) skridt. Eftersom hun bare er gammel og glemsom vil moster Ida ifølge statistikken ikke blive diagnosticeret og de pårørende vil aldrig finde ud af, hvilken type demens hun har, og hun vil derfor heller aldrig modtage den rigtige behandling. For det går alligevel bare “den vej”. Prøv at forestille dig, at vi tænkte og agerede på samme måde omkring kræftpatienter.

Mørketal og manglende overblik

Danmarks Statistik anslår at 60% – 80% af alle landets beboere på plejehjem har en eller anden type demens. Man ved det ikke præcist, både fordi der ikke findes et overblik over, hvor mange borgere, der bor på plejehjem og fordi ca. halvdelen af alle demente ikke har fået en præcis diagnose. Kommunerne udarbejder ikke statistikker fra plejehjemmene, og således forbliver det i det dunkle, hvor stort et omfang sygdommen har. Men det anslås af Alzheimerforeningen, at 70-85.000 mennesker lever med en demenssygdom i dag. Det gør demens til en af de store kroniske folkesygdomme, der koster samfundet omkring 20 milliarder kr. om året.

I fremtiden lever vi længere og derfor stiger antallet af dementramte også. Det forventes, at i 2040 vil antallet af demente danskere over 60 år til være 120-146.000.

98 forskellige måder at behandle demens på

Demens er en kronisk sygdom ligesom f.eks. gigt eller astma, men alligevel placeres den kommunale demensindsats oftest på ældreområdet i den enkelte kommune, i stedet for på sundhedsområdet sammen med andre sygdomme. Det flytter fokus væk fra diagnosticering og behandling og gør demens til en plejeopgave på ældrecentrene.

Man kan bare forestille sig, hvordan det ville fungere at lægge behandling af andre sygdomme som f.eks. diabetes over på ældreområdet. Det ville jo heller ikke rigtigt fungere, både fordi sygdom skal behandles og fordi pleje og behandling er to forskellige ting.

Der er meget stor forskel på kommunernes demensbehandling. Mange kommuner har demenskoordinatorer og enkelte har en demenspolitik. Men kun meget få kommuner inddrager pårørende i behandlingen, og langt fra alle kommuner lever op til de standardiserede kvalitetskrav for behandlingen.

Det handler ikke om ond vilje, men om smalle budgetter i kommunerne. Særligt de kommuner, hvor borgerne har en høj gennemsnitsalder, og hvor skattegrundlaget ikke er så højt, har svært ved at følge med den enorme opgave det er, at behandle og passe godt på vores demente medborgere, selvom de gør det så godt, de kan.

Maden er en politisk varm kartoffel

Politikernes udspil tager ofte form af noget, som har en karakter af folkestemning. F.eks. oplever folk generelt plejehjem som noget upersonligt og institutionelt og projicerer deres følelse over på hjemmenes beboere. Mange mener, at det er forfærdeligt umenneskeligt, at beboerne ikke kan dufte hjemmelavet mad, og at de går glip af hyggen i køkkenet under madlavningen. Og vupti, så afsætter regeringen en pulje på næsten en halv milliard til etablering af køkkener på plejehjem.

Det har givet mange fagfolk panderynker, fordi de mener, at den store pulje har et forkert fokus. Det er fint, at plejehjemsbeboere kan nyde duften af frisklavet mad, men det største problem med demente borgere er overhovedet at få dem til at spise. På grund af den nedsatte egenomsorg, der følger med sygdommen, er underernæring er et langt mere presserende problem end duften af hjemmelavet mad. Men hvor bliver de ekstra midler af til at løse det virkelige problem?

Dit postnummer afgør din behandling

Forestil dig at du rammes af demens om nogle år. Så vil du selvfølgelig gerne have den samme gode behandling, som alle andre demenspatienter i landet. Det bør ikke være sådan, at dit postnummer bestemmer, hvilken type behandling du får, eller om du overhovedet diagnosticeres. Men sådan er det i dag – et lotteri.
Og med det stigende antal demente borgere i årene fremover står kommunerne over for en enorm opgave, som det er umuligt at finde fælles fodslag for, så længe kommunernes rammevilkår er så forskellige, som de er i dag, og så længe der er 98 forskellige måder at arbejde med det på.

Demens skal tages alvorligt som sygdom

Demens skal for det første diagnosticeres ordentligt, så både pårørende og den demensramte ved, hvad de skal forholde sig til, og ved, hvordan det skal behandles. Demens rammer næsten tre gange så mange kvinder som mænd, men alligevel ved man, at 60% af demensramte mænd diagnosticeres mod kun 40% af kvinderne. Det er i begge tilfælde helt uacceptable tal, som ikke findes blandt nogen andre kroniske patientgrupper.

For det andet skal kommunerne have penge nok og stramme rammer til at løfte opgaven. Hvis opgaven skal løftes inden for det nuværende kommunale selvstyre skal de fattigste kommuner med de største demografiske udfordringer have ekstra økonomisk hjælp.

For det tredje skal demensbehandlingen enten tilses meget bedre i kommunerne, eller også tages helt ud af hænderne på dem. For man kan i høj grad diskutere, om behandlingen af kroniske sygdomme skal blive ved med at være et konkurrenceparameter mellem kommunerne, eller om det er at spille hasard med borgernes liv og helbred i konkurrencestatens hellige navn.

Vi har alle ret til den samme velfærd, også – og måske især – når vi ikke længere kan klare os selv.

Vores rettigheder må ikke gradbøjes af vores postnumre!

 

Puljehelvede fortsætter

Puljehelvede fortsætter

I sensommeren er vi i Danmark igen blevet et par puljer rigere. Regeringen har afsat en pulje på 40 mio. til at modvirke overvægt blandt børn, og SF lover fra sit sommergruppemøde at afsætte en pulje på 50 mio. til at modvirke skolelukninger i små samfund, hvis de kommer til magten.

Et stort flertal på tværs af Folketinget blev ellers tidligere på året enige om at forsøge at reducere puljehelvedet.

Jeg ved ikke helt, hvilken af de to ”nye” puljer er den mest absurde. Men jeg ved, at det er sikkert som amen i kirken, at hver gang et politisk parti vil positionere sig, eller hver gang en politiker får øje på noget, som han synes er et stort problem, så dukker der puljer op.

Puljer bruges som signal om politisk handlekraft

Puljen til bekæmpelse af fedme blandt børn er i øvrigt en gammel kending, som har eksisteret i mere end ti år, uden at puljen har haft nogen mærkbar effekt på andelen af overvægte børn. Tværtimod er tallet stigende, særligt i vores region. Puljen er med andre ord spild af penge men fuld af signal om politisk handlekraft.

Og signaler om handlekraft er der i alle de mere end 130 statslige puljer med samlet set mere end 12 mia. kroner i, som kommunerne kan søge.

Hvorfor aftaler Staten sig ikke bare til rette med kommunerne og give kommunerne de 12 mia på bloktilskuddet så vi kan løfte velfærden? I stedet vælger Folketinget den mest omkostningstunge løsning og detailstyrer aktiviteterne i kommunerne og i regionerne gennem puljerne. De tager med den ene hånd penge fra bloktilskuddet for at kunne være puljerundhåndet med den anden.

Som konsekvens tvingeskommunerne til projektmageri og bruger puljerne til at lappe på driften i stedet for at bruge dem til udvikling. Det er svært at få øje på det kommunale selvstyre i det spil.

Absurde puljer

Et godt eksempel på symbolpuljer var puljen til til renere skoletoiletter i 2009. Der var et TV-indslag om klamme toileter på skolerne, og straks skulle DF og V være handlekraftige og oprettede en toiletpulje, i stedet for at lade kommunerne selv håndtere deres rengøringsudfordringer.

Et andet eksempel er ældreområdet. Her har kommunerne haft mulighed for at søge om 425 mio. kr. i “Puljen til renovering, etablering og genetablering af lokale køkkener på landets plejecentre” Det er en pulje, som er opstået på baggrund af, at stribevis af kommuner som følge af kontinuerligt sparepres har nedlagt et utal af køkkener. Herefter har ca. 2/3 af kommunerne brugt tusindvis af timer på at udarbejde ansøgninger til puljen, som behandles af Statens administration. Altså et enormt timeforbrug på en pulje, hvis eksistensberettigelse var uklar fra begyndelsen og hvis dokumenterede effekt er udeblevet.
Og når kommunen så endelig får installeret nyt køkken på plejecentret er der utallige eksempler på landet over, at der ikke er penge til at drifte og bemande køkkenet, så plejecentret ender alligevel med at få leveret mad fra et centralt køkken.

Det er tom og dyr symbolpolitik af allerværste skuffe.

Kommunerne bruger enorme administrative ressourcer på puljesøgning

I 25% af puljerne er der mindre end 5 mio kr. til rådighed. 98 kommuner bruger tid og penge på at søge de samme håndører.

Puljerne spreder sig ud over alle kommunale områder og holder gang i arbejdet på kontorerne. På sundhedsområdet alene er der kommet 13 nye puljer i foråret 2018. Det er omkostningstungt. For først skal puljen undersøges og drøftes på møder. Så skal ansøgningen skrives og behandles. Herefter skal initiativerne sættes i værk og der skal foretages afrapportering, som tilfredsstiller økonomerne. Og hvis puljens projekter afrapporteres systematisk, så ender erfaringerne oftest i skuffen og formidles ikke videre til resten af landet. Der kommer med andre ord sjældent varige velfærdsforbedringer ud af puljerne.

Opfordring til civil ulydighed

Som kommunalt ansat har jeg lyst til at opfordre alle mine kolleger på tværs af samtlige fagområder til at holde op med at søge puljerne. En god gammeldags gang civil ulydighed. Hvad ville der ske? Folketinget
ville ikke kunne komme af med deres 12 mia. symbolkroner. Og hvad så?

Måske ville de så forstå, at tiden er inde til, at vi afskaffer puljerne, sætter os ned og får en ordentlig dialog om, hvordan vi fordeler midlerne. Denne gang med tillid til, at vi i kommunerne og regionerne vil borgerne
det bedste.