Vi er klar til at hjælpe de særligt nedslidte!

Vi er klar til at hjælpe de særligt nedslidte!

Ingen skal bekymre sig om, hvad der sker, hvis man er nedslidt og ikke kan arbejde helt til pensionsalderen. Det har længe været en mærkesag for Radikale Venstre, så lad os få svesken på disken! Lad os gå til forhandlingerne og få konkrete ideer fra alle partier på bordet. Vi er klar!

I Radikale vil vi gerne have en ordning målrettet folk, der er nedslidte, og som kan få en lægeerklæring på det. Men det skal være en ordning, der rammer de nedslidte. Vi er ikke interesserede i at sende raske folk på pension før tid. Det har vi som samfund ikke råd til, når vi også skal bruge penge på uddannelse, folkeskole og klimatilpasning.
Vi vil nedlægge den udskældte seniorførtidspension, som pga. rigide kriterier ikke fungerer som den er tænkt. Vi vil i stedet:

  1. Indføre en ny seniorpension, som man kan søge om, hvis man har 5 år eller mindre til folkepensionsalderen, og hvis man kan dokumentere tab af arbejdsevne. Det skal være langt nemmere at få seniorpension, end det har været at få seniorførtidspension.
  2. For de nedslidte seniorer, som gerne vil blive på arbejdsmarkedet, men ikke kan arbejde på fuld kraft, skal man have ret til et fleksjob, hvis man har 5 år eller mindre til folkepensionsalderen Man skal altså ikke igennem en masse arbejdsprøvninger for at få et fleksjob. Det skal være nemt.

Realistisk forankret

Socialdemokratiet mener i deres udspil, at folkepension skal være en rettighed for de mest nedslidte, uden at definere, hvilke faggrupper, det drejer sig om, eller definere hvad ’nedslidt’ betyder.
De 3 milliarder S har sat af, rækker slet ikke, når demografien sætter ind og gruppen af ældre vokser. Det kniber med finansieringen af deres udspil, hvis tidlig pension gøres til en rettighed, fremfor en individuelt vurderet mulighed for de nedslidte.

Vi vil gerne være med til at hjælpe de særligt nedslidte, men det skal være realistisk forankret.

I Radikale Venstre har vi sat en milliard af til vores udspil, baseret på beregninger af, hvem der vil få brug for den nye seniorpension. For vi vil også gerne bruge noget af statskassen på at forhindre, at folk slides op, så problemet angribes fra flere sider. Arbejdsmiljø, folkesundhed og uddannelse, er alle faktorer, der modvirker nedslidning og forbedrer livskvaliteten. Alt dette skal også finansieres.

Så lad os gå sammen til forhandlingsbordet med konkrete og realistiske bud!

 

 

 

 

Regionerne skal ikke nedlægges, de skal udvikles

Regionerne skal ikke nedlægges, de skal udvikles

Ude på landet og i de små byer lades vi i stikken, mens de vigtigste beslutninger, der sætter rammen om vores virkelighed, tages i hovedstaden. Vi vil have reel lokal medbestemmelse på de områder, der igennem de sidste 10 år er blevet undermineret af den ene strukturreform efter den anden.
Og medbestemmelse får vi ikke ved at flytte staten ud i landet, men ved at flytte beslutninger ud fra staten!

Jeg kan slet ikke forstå, hvordan nedlæggelse af regionerne og endnu mere centralisering af beslutningerne skulle give mere nærhed og tryghed?

I stedet for at falde i den gamle fælde og tro, at vi kan omstrukturere os ud af alting, så lad os vende den om i stedet for, og tage udgangspunkt i indholdet i stedet for i formen.
For hvad er det for udfordringer, vi har rundt om i landet, og hvordan kan regionerne styrkes, så de er med til at løse virkelighedens problemer?

I stedet for at fjerne de folkevalgte fra regionerne, skal vi give regionerne mere indflydelse og mere at lave.
Radikale Venstre vil styrke den regionale medbestemmelse på disse områder: Natur- og miljø, trafik, uddannelse, erhvervs samt handicap- og omsorg.

Regionerne kan så meget mere, end blot levere sundhed, så lad os dog udnytte potentialet i stedet for at tegne organisationsdiagrammer.

Lad regionerne stå i spidsen for vores uddannelser

F.eks. vil vi gøre op med regionernes begrænsede beslutningskraft i forhold til udbud og placering af uddannelser. I kombination med det hovedløse omprioriteringsbidrag, der udsulter uddannelserne langsomt men effektivt, er mange lokale uddannelsestilbud under enormt pres, og flere er lukningstruede. For at bevare gode uddannelsestilbud i alle dele af landet, foreslår vi derfor at regeringens systematiske besparelser på uddannelsesområdet annulleres, og erstattes med vedvarende investeringer i uddannelsestilbud i hele Danmark.

Vi vil også indføre et fordelingsprincip, så mindst halvdelen af alle nye erhvervs- og professionsrettede videregående uddannelsespladser oprettes udenfor de fire største byer.

Vi vil gøre op med den nuværende taxameterordning, der favoriserer uddannelsessteder i de største byer. Endelig skal vi ændre lovgivningen, så det er demokratisk valgte regionsrådspolitikere, der tager beslutninger om uddannelserne lokalt.
Alt det kræver, at staten afgiver indflydelse og stoler på, at vi ude i regionerne er i stand til selv at tage de beslutninger, der passer til vores virkelighed. Og det er måske her, det kniber. Men det er der en løsning på, lige om lidt. Lad os stemme indflydelsen hjem til regionerne, når der kommer valg.

Tandpleje skal betales over skatten

Tandpleje skal betales over skatten

Til Radikale Venstres landsmøde 2018 har jeg skrevet tre resolutionsforslag, som ligger mit hjerte nært. Dette er et af dem:

Radikale Venstre ønsker, at regelmæssig tandeftersyn og behandling skal være skattefinansieret på lige fod med besøget hos den privatpraktiserende læge.

Begrundelse:

Danmark mener vi, at vi er på internationalt niveau, hvad angår forebyggelse og behandling af sygdom. Men på tandområdet halter vi bagefter. Vi har ikke fokus på de sundhedsmæssige og samfundsmæssige konsekvenser af mund- og tandsygdomme. Et hullet tandsæt og dårlig vedligeholdelse af tænder har ikke blot kosmetisk og social betydning. Det er forbundet med risiko for alvorlige lidelser som kræft, hjertesygdom og diabetes. For et par år siden viste en undersøgelse fra omsorgstandplejen i Københavns Kommune, at dårlig tandhygiejne hos ældre koster samfundet 20-25 mio. kr. årligt alene i hospitalsindlæggelser.

Endvidere har vi et egenbetalingssystem, der, set i lyset af modellen for det danske sundhedsvæsen i øvrigt, virker uhensigtsmæssigt, og som har en helt urimelig social slagside. Brugerbetaling, medfører social ulighed i tandlægeområdet. Der er store grupper i samfundet, der af økonomiske årsager er ude af stand til at få vedligeholdt deres tænder. Og der er ikke kun tale om de svært udsatte grupper som hjemløse og kontanthjælpsmodtagere. Tandlægeudgifter kan være så omfattende, at de er urealistiske for bl.a. studerende, lavtlønnede, enlige forsørgere og mennesker på overførselsindkomst.

Af tidligere lovforslag fremgår det, at udgiften vil være ca. 4,2 mia. årligt.

Demens-lotteriet

Demens-lotteriet

Vi bygger supersygehuse og laver sygehusplaner med sindrig geografisk fordeling af specialeområder, alt imens vi ignorerer det faktum, at i fremtiden vil langt hovedparten af syge borgere blive behandlet i eget hjem eller på det kommunale plejehjem. Og ude i det kommunale landskab er det langt mere usikkert, om man får den behandling, man har ret til – og om behandlingen overhovedet lever op til kvalitetskravene.

Skøre moster Ida

Rigtigt mange af os er pårørende til en dement. Og det slår mig, hvordan alle vi andre taler om demente på, og accepterer, at “nu går det dén vej” og “moster Ida er blevet lidt småskør”. Hun er blevet gammel, så “det er jo bare sådan det går”, og nu er en plejehjemsplads det næste (og sidste) skridt. Eftersom hun bare er gammel og glemsom vil moster Ida ifølge statistikken ikke blive diagnosticeret og de pårørende vil aldrig finde ud af, hvilken type demens hun har, og hun vil derfor heller aldrig modtage den rigtige behandling. For det går alligevel bare “den vej”. Prøv at forestille dig, at vi tænkte og agerede på samme måde omkring kræftpatienter.

Mørketal og manglende overblik

Danmarks Statistik anslår at 60% – 80% af alle landets beboere på plejehjem har en eller anden type demens. Man ved det ikke præcist, både fordi der ikke findes et overblik over, hvor mange borgere, der bor på plejehjem og fordi ca. halvdelen af alle demente ikke har fået en præcis diagnose. Kommunerne udarbejder ikke statistikker fra plejehjemmene, og således forbliver det i det dunkle, hvor stort et omfang sygdommen har. Men det anslås af Alzheimerforeningen, at 70-85.000 mennesker lever med en demenssygdom i dag. Det gør demens til en af de store kroniske folkesygdomme, der koster samfundet omkring 20 milliarder kr. om året.

I fremtiden lever vi længere og derfor stiger antallet af dementramte også. Det forventes, at i 2040 vil antallet af demente danskere over 60 år til være 120-146.000.

98 forskellige måder at behandle demens på

Demens er en kronisk sygdom ligesom f.eks. gigt eller astma, men alligevel placeres den kommunale demensindsats oftest på ældreområdet i den enkelte kommune, i stedet for på sundhedsområdet sammen med andre sygdomme. Det flytter fokus væk fra diagnosticering og behandling og gør demens til en plejeopgave på ældrecentrene.

Man kan bare forestille sig, hvordan det ville fungere at lægge behandling af andre sygdomme som f.eks. diabetes over på ældreområdet. Det ville jo heller ikke rigtigt fungere, både fordi sygdom skal behandles og fordi pleje og behandling er to forskellige ting.

Der er meget stor forskel på kommunernes demensbehandling. Mange kommuner har demenskoordinatorer og enkelte har en demenspolitik. Men kun meget få kommuner inddrager pårørende i behandlingen, og langt fra alle kommuner lever op til de standardiserede kvalitetskrav for behandlingen.

Det handler ikke om ond vilje, men om smalle budgetter i kommunerne. Særligt de kommuner, hvor borgerne har en høj gennemsnitsalder, og hvor skattegrundlaget ikke er så højt, har svært ved at følge med den enorme opgave det er, at behandle og passe godt på vores demente medborgere, selvom de gør det så godt, de kan.

Maden er en politisk varm kartoffel

Politikernes udspil tager ofte form af noget, som har en karakter af folkestemning. F.eks. oplever folk generelt plejehjem som noget upersonligt og institutionelt og projicerer deres følelse over på hjemmenes beboere. Mange mener, at det er forfærdeligt umenneskeligt, at beboerne ikke kan dufte hjemmelavet mad, og at de går glip af hyggen i køkkenet under madlavningen. Og vupti, så afsætter regeringen en pulje på næsten en halv milliard til etablering af køkkener på plejehjem.

Det har givet mange fagfolk panderynker, fordi de mener, at den store pulje har et forkert fokus. Det er fint, at plejehjemsbeboere kan nyde duften af frisklavet mad, men det største problem med demente borgere er overhovedet at få dem til at spise. På grund af den nedsatte egenomsorg, der følger med sygdommen, er underernæring er et langt mere presserende problem end duften af hjemmelavet mad. Men hvor bliver de ekstra midler af til at løse det virkelige problem?

Dit postnummer afgør din behandling

Forestil dig at du rammes af demens om nogle år. Så vil du selvfølgelig gerne have den samme gode behandling, som alle andre demenspatienter i landet. Det bør ikke være sådan, at dit postnummer bestemmer, hvilken type behandling du får, eller om du overhovedet diagnosticeres. Men sådan er det i dag – et lotteri.
Og med det stigende antal demente borgere i årene fremover står kommunerne over for en enorm opgave, som det er umuligt at finde fælles fodslag for, så længe kommunernes rammevilkår er så forskellige, som de er i dag, og så længe der er 98 forskellige måder at arbejde med det på.

Demens skal tages alvorligt som sygdom

Demens skal for det første diagnosticeres ordentligt, så både pårørende og den demensramte ved, hvad de skal forholde sig til, og ved, hvordan det skal behandles. Demens rammer næsten tre gange så mange kvinder som mænd, men alligevel ved man, at 60% af demensramte mænd diagnosticeres mod kun 40% af kvinderne. Det er i begge tilfælde helt uacceptable tal, som ikke findes blandt nogen andre kroniske patientgrupper.

For det andet skal kommunerne have penge nok og stramme rammer til at løfte opgaven. Hvis opgaven skal løftes inden for det nuværende kommunale selvstyre skal de fattigste kommuner med de største demografiske udfordringer have ekstra økonomisk hjælp.

For det tredje skal demensbehandlingen enten tilses meget bedre i kommunerne, eller også tages helt ud af hænderne på dem. For man kan i høj grad diskutere, om behandlingen af kroniske sygdomme skal blive ved med at være et konkurrenceparameter mellem kommunerne, eller om det er at spille hasard med borgernes liv og helbred i konkurrencestatens hellige navn.

Vi har alle ret til den samme velfærd, også – og måske især – når vi ikke længere kan klare os selv.

Vores rettigheder må ikke gradbøjes af vores postnumre!