Be´om et paradigmeskifte til børnene

Be´om et paradigmeskifte til børnene

Kære regering og kære ”børnenes statsminister.” Lad os tage en snak om vores børn. For de har om nogen brug for deres eget paradigmeskifte.
Hvad med at føre en politik, hvor færre børn vokser op i fattigdom i stedet for flere og flere?
Det vil kræve et flertal for at nedlægge fattigdomsydelserne, ligesom vi vil i Radikale Venstre.

Hvad med et paradigmeskifte, hvor vi beskytter børn mellem 10-15 år mod banderne, i stedet for at sende dem for en børnedomstol og spærre dem inde, hvis de begår noget kriminelt? Vi tror ikke på, at børn hjælpes videre i livet, ved at blive straffet på den måde.

Børnene på Sjælsmark

Og kan der blive et paradigmeskifte til de 93 børn på Sjælsmark, som for 61 procents vedkommende vil kunne få en psykiatrisk diagnose pga. deres levevilkår?
Sjælsmark egner sig ikke til børn, så lad os få dem ud derfra.

Hvad med Mint fra Køge? Og hvad med hendes mor og stedfar, som ikke har gjort noget andet forkert, end at forelske sig i én fra et andet land.
Lad os få lavet Mint-loven om, så familier ikke splittes ad.

Drop de nationale tests i indskolingen

Hvad med de børn, der udvikler stress og angst, allerede i folkeskolens mindste klasser? Kan vi få et paradigmeskifte i form af et opgør med perfekthedskulturen og nationale tests?
Vi vil gerne afskaffe de nationale tests i indskolingen, og give gratis psykologhjælp til børn og unge.

Eller hvad med de børn landet over, der må leve med at blive afleveret i vuggestuer eller børnehaver, hvor der simpelthen ikke er voksne nok til at passe på dem? Kunne der blive et paradigmeskift til dem?
I Radikale Venstre vil vi gerne have minimumsnormeringer i daginstitutionerne, for vi har ikke råd til at lade være.

Børnene i Danmark har i den grad brug for et paradigmeskifte. Men de har godt nok ikke brug for regeringens og Dansk Folkepartis version.

Mit Danmark

Mit Danmark

Mit Danmark

Mit Danmark er mangfoldigt, storsindet og rigt på fællesskaber. Fra gymnastikforeningen over andelsboligforeningen til kunstforeningen, vælgerforeningen og brugsforeningen, så er vores samfund gennemsyret af demokrati, ytringsfrihed, medbestemmelse og ligeværd.

I mit Danmark kan man selv vælge, hvilket tøj man har i sit klædeskab, om man vil have svinekød eller quinoa på tallerkenen, om man vil give hånd eller ej, og om man vil fejre jul eller ej. Danskhed defineres ikke af, hvor mange gange man har set Matador, eller hvorvidt man er til dansktop eller jazz. Danskhed defineres netop af friheden til at vælge og af muligheden for at vælge.

I mit Danmark kan man drikke vandet, vi henter op af jorden, uden at rense det. I mit Danmark er vi ikke bange for at tænke nyt og innovativt for fremtidens generationers skyld – også selvom det går ud over vores indgroede gamle vaner. Vi er vant til at finde fælles løsninger, så selvfølgelig kan vi også finde dem på klimaområdet.

Mit Danmark er fuld af ressourcer. Ikke den slags man hiver op af en mine, men den slags, der sidder mellem ørene på os alle. Den slags, der bringer innovation og nye løsninger på virkelighedens udfordringer. Den slags ressourcer, der kun kan lade sig gøre fordi vi har et af verdens bedste uddannelsessystemer.

Mit Danmark er ikke bange for resten af verden. Vi kan godt rumme både at være borgere i EU og i Danmark på én gang. Vi forstår, at selvom vi er få, så har vi stor indflydelse på verdens fremtid.

Mit Danmark står sammen i solidaritet og efterlader ingen på perronen. Vi kæmper mod ulighed og passer på hinanden, når vi har det svært. Vi sender vores børn i skole med tillid til, at de får den samme gode uddannelse, uanset hvor i landet de bor. Vi fordeler goderne, så alle får de samme muligheder og den samme omsorg.

I mit Danmark beslutter vi os for at stå sammen. Vi retter blikket og opmærksomheden mod de virkelige problemer vi har, i stedet for at lade frygten styre os og give ”de andre” skylden for alt, hvad der er galt. Vi møder hinandens blikke i stedet for at kigge væk. Vi kæmper ikke mod hinanden, men mod problemet. For kun sammen kommer vi fremad.

Vi skal ikke kigge nostalgisk tilbage mod et Danmark, der kun eksisterer i vores fantasi. Vi skal fremad. Når vi stoler på styrken i de værdier vi har, så er der ikke grænser for, hvor langt vi kan nå.

Det er det Danmark, jeg vil kæmpe for.

Fra demokratiets maskinrum – i Nepal

Fra demokratiets maskinrum – i Nepal

Der er altid vindere og tabere i et folketingsvalg. Og når støvet har lagt sig, begynder det virkelige parlamentariske arbejde: at finde fælles løsninger på samfundets reelle problemer. Igennem forhandlinger, aftaler og kompromisser tager vi det lange træk sammen. Det er styrken ved det danske demokrati. Vi snakker med hinanden, også på tværs af partiskel, fordi vi har en fælles sag, selvom vi ikke altid er enige om, hvordan vi skal prioritere.

Demokratitræning for unge politikere

Jeg var i Nepal i vinterferien for organisationen DIPD (Dansk Institut for Partier og Demokrati) for at udvikle et træningsprogram for nepalesiske ungdomspolitikere.

I det unge demokrati Nepal, er politikerne ved at forstå, at demokratiets DNA ikke er at vinde, men at samarbejde. Selvom kommunistpartiet fik absolut flertal ved valget i 2017 bør de inddrage oppositionen, danne koalition og lede landet. Det kræver, at de lytter, indgår brede aftaler og stopper med at opføre sig arrogant og enevældigt. For Nepal har brug for stabilitet og ro til at opbygge den demokratiske kultur, som er deres erklærede mål. Til det formål, har de stiftet den tværpolitiske organisation JOMPOPS, som samarbejder med DIPD om træning og uddannelse af nye generationer af politikere. De kigger mod Danmark efter inspiration og er ivrige efter at speede processen op.

Det kan ikke gå hurtigt nok

Nepals demokratiske ambitioner er tårnhøje. F.eks. er de helt med på, at kvinders deltagelse i politik er helt central. Men de ved også, at de er oppe imod meget dybe traditionelle kønsrollemønstre og en stærk patriarkalsk kultur, så de har indført kvoter. I Nepals helt nye grundlov, vedtaget i 2015, er det indskrevet, at mindst 33% af parlamentets medlemmer skal være kvinder. Og på lokalpolitisk niveau skal mindst 40% være kvinder. Men kvindernes tilstedeværelse garanterer ikke, at de har indflydelse. Tværtimod. Nepal venter stadig på, at nye stærke generationer af unge kvinder retter ryggen og tager magten.

Flere gange i løbet af ugen er jeg blevet spurgt: Hvordan gør I? Hvorfor fungerer Danmarks demokrati så godt, som det gør i dag? Der er flere grundlæggende faktorer, som skal være tilstede.

Den første og største faktor er, at Danmark er et samfund bygget på meritokrati, med meget lidt korruption og nepotisme. I Danmark defineres din livsbane af dine evner, og ikke dit efternavn eller din pengepung.
Korruption, nepotisme og enorme klasseforskelle i Nepal sorterer stadig langt de fleste fra og gør, at kun eliten har adgang til magten. Penge køber alliancer, vigtige poster og ikke mindst stemmer.
Et anden meget vigtig faktor er at fremme dygtig politisk lederskab. Der skal være adgang til indflydelse for de kvikkeste hoveder, og ikke kun for de dybeste lommer. Nøglen til at lykkedes med det demokratiske projekt er uddannelse. Og Nepal er på vej. De fleste unge kan læse og skrive, mens det stadig kniber for de ældre generationer. Et dårligt offentligt skolevæsen holder den fattige del af befolkningen væk fra indflydelse. Selvom kastesystemet er forbudt trives det stadig i landdistrikterne, hvor gamle traditioner og fastlåste sociale mønstre forhindrer unge i at blive til noget andet, end deres forældre har været.

Der er nok at lave for en ny politiker i Nepal.

I mellemtiden er gamle og nye parlamentsmedlemmer optaget af at positionere sig og kæmpe om magten. Der ligger en enorm opgave foran dem, men de virker som om, de er ramt af samme virus, som den danske regering – at det hele ender i symbolpolitik og gestik.
Nepals fremtid ligger i deres hænder. De skal smøge ærmerne op og implementere de gode intentioner, der skinner ud af den nye grundlov. Og samtidig skal de forbedre deres parlamentariske arbejde, så de undgår en vred og fremmedgjort opposition, der måske kunne få ideer om kup.
Hvis ikke de får skabt dette samarbejdsfundament ender de med ikke at flytte noget som helst, og være ligeså ineffektive som Nepals tidligere herskere.

Eksperter i koalition

Det er lige præcis derfor Radikale Venstre er i Nepal. Vi er om nogen et koalitionsparti, der altid søger fælles løsninger. Det bevidste vi så sent som i foråret 2018, hvor vi gik forrest for oppositionen ind i forhandlingslokalet, da regeringen og Dansk Folkeparti var på nippet til at lave en energiaftale alene. Men fordi vi gik forrest, fulgte resten af oppositionen med, og vi fik sammen lavet danmarkshistoriens bredeste og største energiaftale.

Selvom det danske og det nepalesiske samfund er meget forskellige, så er vi fælles om, at have virkelige problemer, der kræver rigtige løsninger og stærke demokratier. En god politiker retter blikket og opmærksomheden mod de virkelige problemer, i stedet for at lade sig styre af frygten og give ”de andre” skylden for alt, hvad der er galt. På tværs af meningsforskelle skal vi møde hinandens blikke i stedet for at kigge væk. Vi kæmper ikke mod hinanden, men mod problemerne. For kun sammen kommer vi fremad.

Regionerne skal ikke nedlægges, de skal udvikles

Regionerne skal ikke nedlægges, de skal udvikles

Ude på landet og i de små byer lades vi i stikken, mens de vigtigste beslutninger, der sætter rammen om vores virkelighed, tages i hovedstaden. Vi vil have reel lokal medbestemmelse på de områder, der igennem de sidste 10 år er blevet undermineret af den ene strukturreform efter den anden.
Og medbestemmelse får vi ikke ved at flytte staten ud i landet, men ved at flytte beslutninger ud fra staten!

Jeg kan slet ikke forstå, hvordan nedlæggelse af regionerne og endnu mere centralisering af beslutningerne skulle give mere nærhed og tryghed?

I stedet for at falde i den gamle fælde og tro, at vi kan omstrukturere os ud af alting, så lad os vende den om i stedet for, og tage udgangspunkt i indholdet i stedet for i formen.
For hvad er det for udfordringer, vi har rundt om i landet, og hvordan kan regionerne styrkes, så de er med til at løse virkelighedens problemer?

I stedet for at fjerne de folkevalgte fra regionerne, skal vi give regionerne mere indflydelse og mere at lave.
Radikale Venstre vil styrke den regionale medbestemmelse på disse områder: Natur- og miljø, trafik, uddannelse, erhvervs samt handicap- og omsorg.

Regionerne kan så meget mere, end blot levere sundhed, så lad os dog udnytte potentialet i stedet for at tegne organisationsdiagrammer.

Lad regionerne stå i spidsen for vores uddannelser

F.eks. vil vi gøre op med regionernes begrænsede beslutningskraft i forhold til udbud og placering af uddannelser. I kombination med det hovedløse omprioriteringsbidrag, der udsulter uddannelserne langsomt men effektivt, er mange lokale uddannelsestilbud under enormt pres, og flere er lukningstruede. For at bevare gode uddannelsestilbud i alle dele af landet, foreslår vi derfor at regeringens systematiske besparelser på uddannelsesområdet annulleres, og erstattes med vedvarende investeringer i uddannelsestilbud i hele Danmark.

Vi vil også indføre et fordelingsprincip, så mindst halvdelen af alle nye erhvervs- og professionsrettede videregående uddannelsespladser oprettes udenfor de fire største byer.

Vi vil gøre op med den nuværende taxameterordning, der favoriserer uddannelsessteder i de største byer. Endelig skal vi ændre lovgivningen, så det er demokratisk valgte regionsrådspolitikere, der tager beslutninger om uddannelserne lokalt.
Alt det kræver, at staten afgiver indflydelse og stoler på, at vi ude i regionerne er i stand til selv at tage de beslutninger, der passer til vores virkelighed. Og det er måske her, det kniber. Men det er der en løsning på, lige om lidt. Lad os stemme indflydelsen hjem til regionerne, når der kommer valg.