Be´om et paradigmeskifte til børnene

Be´om et paradigmeskifte til børnene

Kære regering og kære ”børnenes statsminister.” Lad os tage en snak om vores børn. For de har om nogen brug for deres eget paradigmeskifte.
Hvad med at føre en politik, hvor færre børn vokser op i fattigdom i stedet for flere og flere?
Det vil kræve et flertal for at nedlægge fattigdomsydelserne, ligesom vi vil i Radikale Venstre.

Hvad med et paradigmeskifte, hvor vi beskytter børn mellem 10-15 år mod banderne, i stedet for at sende dem for en børnedomstol og spærre dem inde, hvis de begår noget kriminelt? Vi tror ikke på, at børn hjælpes videre i livet, ved at blive straffet på den måde.

Børnene på Sjælsmark

Og kan der blive et paradigmeskifte til de 93 børn på Sjælsmark, som for 61 procents vedkommende vil kunne få en psykiatrisk diagnose pga. deres levevilkår?
Sjælsmark egner sig ikke til børn, så lad os få dem ud derfra.

Hvad med Mint fra Køge? Og hvad med hendes mor og stedfar, som ikke har gjort noget andet forkert, end at forelske sig i én fra et andet land.
Lad os få lavet Mint-loven om, så familier ikke splittes ad.

Drop de nationale tests i indskolingen

Hvad med de børn, der udvikler stress og angst, allerede i folkeskolens mindste klasser? Kan vi få et paradigmeskifte i form af et opgør med perfekthedskulturen og nationale tests?
Vi vil gerne afskaffe de nationale tests i indskolingen, og give gratis psykologhjælp til børn og unge.

Eller hvad med de børn landet over, der må leve med at blive afleveret i vuggestuer eller børnehaver, hvor der simpelthen ikke er voksne nok til at passe på dem? Kunne der blive et paradigmeskift til dem?
I Radikale Venstre vil vi gerne have minimumsnormeringer i daginstitutionerne, for vi har ikke råd til at lade være.

Børnene i Danmark har i den grad brug for et paradigmeskifte. Men de har godt nok ikke brug for regeringens og Dansk Folkepartis version.

Vi vil have uddannelse i stedet for udflytning

Vi vil have uddannelse i stedet for udflytning

I 2015 begyndte Staten at flytte ud i provinsen. Og selvom alle gerne vil vide, hvad det reelt har kostet skatteyderne indtil videre, så har Statsrevisorerne nu endegyldigt opgivet at få et overblik over de samlede økonomiske omkostninger for udflytningens to første runder.
Kritikken er i stedet haglet ned over projektet. Øget sygefravær, produktionsnedgang, tab af faglighed og forlængede sagsbehandlingstider er de direkte følger.

Vi venter stadig på den lovede bosætning

Og hvor er de fine nye statistikker, der gerne skulle vise øget bosætning i de rørte kommuner? Tallene udebliver, når arbejdsgiverne kommer deres plagede medarbejdere i møde med gunstige aftaler om hjemmearbejdsdage og arbejdstid i toget.
Så er det, at jeg ikke forstår, hvorfor regeringen insisterer på at fortsætte?

En dyr afledningsmanøvre

Og hvis man samtidig fører en politik, hvor den nære velfærd udhules, så oplever jeg som almindelig borger i provinsen jo ikke, at det offentlige bliver styrket, selvom der kommer nogle flere statslige ansatte. Jeg oplever i stedet udflytningerne som et holdkæftbolsje eller en afledningsmanøvre.
Særligt fordi regeringen samtidig udpiner uddannelserne med 2% besparelser, som medfører afvikling af statslige arbejdspladser i provinsen – de få der er tilbage.

Uddannelse i stedet for udflytning

I Radikale Venstre kan vi ikke acceptere afviklingen af uddannelsesmuligheder i provinsen. Der er hårdt brug for dem. I 2017 havde 39% af alle sjællændere mellem 15 – 64 år ikke nogen kompetencegivende uddannelse. Det skal vi have lavet om på! Som samfund ved vi, at uddannelse er vejen til at løfte sig selv fri af social arv, ligesom det er vejen til bedre levestandard, sundhed og livskvalitet. Hvis regeringen virkelig vil skabe balance i Danmark, så brug pengene på uddannelse i stedet for på ørkesløs udflytning!

Usselhedens dag i dansk politik

Usselhedens dag i dansk politik

Regeringen (V, LA og K), Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har stemt for L140 – ”paradigmeskiftet”.

Det betyder, at flygtninge skal hjemsendes i stedet for integreres, at integrationsydelsen skal skæres med 2000 kr. og at kommuner ikke længere er forpligtede til at give flygtninge med opholdstilladelse andet end en midlertidig køjeseng. Og en lang række andre uhyrligheder.

Igen skaber vi store problemer for os selv. Med en hjemsendelse hængende over hovedet, kan det føles omsonst at kæmpe for at blive integreret. Det er ikke kun umenneskeligt, det er også rigtigt dyrt, fordi flygtningene med god grund måske ikke vil føle sig motiverede til at blive flittige skatteydere.

Signallovgivning

Det helt absurde er, at paradigmeskiftet kun er signallovgivning. Det betyder ikke umiddelbart, at vi kommer til at sende nogen hjem. Vi signalerer bare meget kraftigt, at flygtninge ikke er velkomne i vores samfund.  Det er meget dumt i en situation, hvor vi mangler arbejdskraft i Danmark og har problemer med parallelsamfund.

Erhvervslivet og fagbevægelsen svigtes

Det er ikke kun et kæmpestort problem for den enkelte flygtnings livsvilkår og lyst til at bidrage positivt.

Det er også et problem for Venstre, Liberal Alliance og Konservative, der svigter virksomhederne, når de siger, at paradigmeskiftet har alvorlige konsekvenser for dem, fordi de mister dygtige medarbejdere.

Det er også et problem for Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, der svigter fagbevægelsen og deres medlemmer, som nu står til hjemsendelse, fordi en stor del af dem, arbejder i servicefagene i den offentlige sektor. En sektor, der allerede nu har vanskeligt ved at rekruttere kvalificeret arbejdskraft.

Et selvmål

I sidste ende går paradigmeskiftet ud over os alle sammen. Det er et selvmål af dimensioner.

Torsdag d. 21. februar var en usselhedens og smålighedens dag i dansk politik.

Som radikal ønsker jeg en anden vej, hvor vi både kæmper for sammenhængskraft og økonomisk ansvarlighed. Paradigmeskiftet er alt andet end netop det.

Vi er klar til at hjælpe de særligt nedslidte!

Vi er klar til at hjælpe de særligt nedslidte!

Ingen skal bekymre sig om, hvad der sker, hvis man er nedslidt og ikke kan arbejde helt til pensionsalderen. Det har længe været en mærkesag for Radikale Venstre, så lad os få svesken på disken! Lad os gå til forhandlingerne og få konkrete ideer fra alle partier på bordet. Vi er klar!

I Radikale vil vi gerne have en ordning målrettet folk, der er nedslidte, og som kan få en lægeerklæring på det. Men det skal være en ordning, der rammer de nedslidte. Vi er ikke interesserede i at sende raske folk på pension før tid. Det har vi som samfund ikke råd til, når vi også skal bruge penge på uddannelse, folkeskole og klimatilpasning.
Vi vil nedlægge den udskældte seniorførtidspension, som pga. rigide kriterier ikke fungerer som den er tænkt. Vi vil i stedet:

  1. Indføre en ny seniorpension, som man kan søge om, hvis man har 5 år eller mindre til folkepensionsalderen, og hvis man kan dokumentere tab af arbejdsevne. Det skal være langt nemmere at få seniorpension, end det har været at få seniorførtidspension.
  2. For de nedslidte seniorer, som gerne vil blive på arbejdsmarkedet, men ikke kan arbejde på fuld kraft, skal man have ret til et fleksjob, hvis man har 5 år eller mindre til folkepensionsalderen Man skal altså ikke igennem en masse arbejdsprøvninger for at få et fleksjob. Det skal være nemt.

Realistisk forankret

Socialdemokratiet mener i deres udspil, at folkepension skal være en rettighed for de mest nedslidte, uden at definere, hvilke faggrupper, det drejer sig om, eller definere hvad ’nedslidt’ betyder.
De 3 milliarder S har sat af, rækker slet ikke, når demografien sætter ind og gruppen af ældre vokser. Det kniber med finansieringen af deres udspil, hvis tidlig pension gøres til en rettighed, fremfor en individuelt vurderet mulighed for de nedslidte.

Vi vil gerne være med til at hjælpe de særligt nedslidte, men det skal være realistisk forankret.

I Radikale Venstre har vi sat en milliard af til vores udspil, baseret på beregninger af, hvem der vil få brug for den nye seniorpension. For vi vil også gerne bruge noget af statskassen på at forhindre, at folk slides op, så problemet angribes fra flere sider. Arbejdsmiljø, folkesundhed og uddannelse, er alle faktorer, der modvirker nedslidning og forbedrer livskvaliteten. Alt dette skal også finansieres.

Så lad os gå sammen til forhandlingsbordet med konkrete og realistiske bud!

 

 

 

 

Regionerne skal ikke nedlægges, de skal udvikles

Regionerne skal ikke nedlægges, de skal udvikles

Ude på landet og i de små byer lades vi i stikken, mens de vigtigste beslutninger, der sætter rammen om vores virkelighed, tages i hovedstaden. Vi vil have reel lokal medbestemmelse på de områder, der igennem de sidste 10 år er blevet undermineret af den ene strukturreform efter den anden.
Og medbestemmelse får vi ikke ved at flytte staten ud i landet, men ved at flytte beslutninger ud fra staten!

Jeg kan slet ikke forstå, hvordan nedlæggelse af regionerne og endnu mere centralisering af beslutningerne skulle give mere nærhed og tryghed?

I stedet for at falde i den gamle fælde og tro, at vi kan omstrukturere os ud af alting, så lad os vende den om i stedet for, og tage udgangspunkt i indholdet i stedet for i formen.
For hvad er det for udfordringer, vi har rundt om i landet, og hvordan kan regionerne styrkes, så de er med til at løse virkelighedens problemer?

I stedet for at fjerne de folkevalgte fra regionerne, skal vi give regionerne mere indflydelse og mere at lave.
Radikale Venstre vil styrke den regionale medbestemmelse på disse områder: Natur- og miljø, trafik, uddannelse, erhvervs samt handicap- og omsorg.

Regionerne kan så meget mere, end blot levere sundhed, så lad os dog udnytte potentialet i stedet for at tegne organisationsdiagrammer.

Lad regionerne stå i spidsen for vores uddannelser

F.eks. vil vi gøre op med regionernes begrænsede beslutningskraft i forhold til udbud og placering af uddannelser. I kombination med det hovedløse omprioriteringsbidrag, der udsulter uddannelserne langsomt men effektivt, er mange lokale uddannelsestilbud under enormt pres, og flere er lukningstruede. For at bevare gode uddannelsestilbud i alle dele af landet, foreslår vi derfor at regeringens systematiske besparelser på uddannelsesområdet annulleres, og erstattes med vedvarende investeringer i uddannelsestilbud i hele Danmark.

Vi vil også indføre et fordelingsprincip, så mindst halvdelen af alle nye erhvervs- og professionsrettede videregående uddannelsespladser oprettes udenfor de fire største byer.

Vi vil gøre op med den nuværende taxameterordning, der favoriserer uddannelsessteder i de største byer. Endelig skal vi ændre lovgivningen, så det er demokratisk valgte regionsrådspolitikere, der tager beslutninger om uddannelserne lokalt.
Alt det kræver, at staten afgiver indflydelse og stoler på, at vi ude i regionerne er i stand til selv at tage de beslutninger, der passer til vores virkelighed. Og det er måske her, det kniber. Men det er der en løsning på, lige om lidt. Lad os stemme indflydelsen hjem til regionerne, når der kommer valg.

Puljehelvede fortsætter

Puljehelvede fortsætter

I sensommeren er vi i Danmark igen blevet et par puljer rigere. Regeringen har afsat en pulje på 40 mio. til at modvirke overvægt blandt børn, og SF lover fra sit sommergruppemøde at afsætte en pulje på 50 mio. til at modvirke skolelukninger i små samfund, hvis de kommer til magten.

Et stort flertal på tværs af Folketinget blev ellers tidligere på året enige om at forsøge at reducere puljehelvedet.

Jeg ved ikke helt, hvilken af de to ”nye” puljer er den mest absurde. Men jeg ved, at det er sikkert som amen i kirken, at hver gang et politisk parti vil positionere sig, eller hver gang en politiker får øje på noget, som han synes er et stort problem, så dukker der puljer op.

Puljer bruges som signal om politisk handlekraft

Puljen til bekæmpelse af fedme blandt børn er i øvrigt en gammel kending, som har eksisteret i mere end ti år, uden at puljen har haft nogen mærkbar effekt på andelen af overvægte børn. Tværtimod er tallet stigende, særligt i vores region. Puljen er med andre ord spild af penge men fuld af signal om politisk handlekraft.

Og signaler om handlekraft er der i alle de mere end 130 statslige puljer med samlet set mere end 12 mia. kroner i, som kommunerne kan søge.

Hvorfor aftaler Staten sig ikke bare til rette med kommunerne og give kommunerne de 12 mia på bloktilskuddet så vi kan løfte velfærden? I stedet vælger Folketinget den mest omkostningstunge løsning og detailstyrer aktiviteterne i kommunerne og i regionerne gennem puljerne. De tager med den ene hånd penge fra bloktilskuddet for at kunne være puljerundhåndet med den anden.

Som konsekvens tvingeskommunerne til projektmageri og bruger puljerne til at lappe på driften i stedet for at bruge dem til udvikling. Det er svært at få øje på det kommunale selvstyre i det spil.

Absurde puljer

Et godt eksempel på symbolpuljer var puljen til til renere skoletoiletter i 2009. Der var et TV-indslag om klamme toileter på skolerne, og straks skulle DF og V være handlekraftige og oprettede en toiletpulje, i stedet for at lade kommunerne selv håndtere deres rengøringsudfordringer.

Et andet eksempel er ældreområdet. Her har kommunerne haft mulighed for at søge om 425 mio. kr. i “Puljen til renovering, etablering og genetablering af lokale køkkener på landets plejecentre” Det er en pulje, som er opstået på baggrund af, at stribevis af kommuner som følge af kontinuerligt sparepres har nedlagt et utal af køkkener. Herefter har ca. 2/3 af kommunerne brugt tusindvis af timer på at udarbejde ansøgninger til puljen, som behandles af Statens administration. Altså et enormt timeforbrug på en pulje, hvis eksistensberettigelse var uklar fra begyndelsen og hvis dokumenterede effekt er udeblevet.
Og når kommunen så endelig får installeret nyt køkken på plejecentret er der utallige eksempler på landet over, at der ikke er penge til at drifte og bemande køkkenet, så plejecentret ender alligevel med at få leveret mad fra et centralt køkken.

Det er tom og dyr symbolpolitik af allerværste skuffe.

Kommunerne bruger enorme administrative ressourcer på puljesøgning

I 25% af puljerne er der mindre end 5 mio kr. til rådighed. 98 kommuner bruger tid og penge på at søge de samme håndører.

Puljerne spreder sig ud over alle kommunale områder og holder gang i arbejdet på kontorerne. På sundhedsområdet alene er der kommet 13 nye puljer i foråret 2018. Det er omkostningstungt. For først skal puljen undersøges og drøftes på møder. Så skal ansøgningen skrives og behandles. Herefter skal initiativerne sættes i værk og der skal foretages afrapportering, som tilfredsstiller økonomerne. Og hvis puljens projekter afrapporteres systematisk, så ender erfaringerne oftest i skuffen og formidles ikke videre til resten af landet. Der kommer med andre ord sjældent varige velfærdsforbedringer ud af puljerne.

Opfordring til civil ulydighed

Som kommunalt ansat har jeg lyst til at opfordre alle mine kolleger på tværs af samtlige fagområder til at holde op med at søge puljerne. En god gammeldags gang civil ulydighed. Hvad ville der ske? Folketinget
ville ikke kunne komme af med deres 12 mia. symbolkroner. Og hvad så?

Måske ville de så forstå, at tiden er inde til, at vi afskaffer puljerne, sætter os ned og får en ordentlig dialog om, hvordan vi fordeler midlerne. Denne gang med tillid til, at vi i kommunerne og regionerne vil borgerne
det bedste.