Demens-lotteriet

Demens-lotteriet

Vi bygger supersygehuse og laver sygehusplaner med sindrig geografisk fordeling af specialeområder, alt imens vi ignorerer det faktum, at i fremtiden vil langt hovedparten af syge borgere blive behandlet i eget hjem eller på det kommunale plejehjem. Og ude i det kommunale landskab er det langt mere usikkert, om man får den behandling, man har ret til – og om behandlingen overhovedet lever op til kvalitetskravene.

Skøre moster Ida

Rigtigt mange af os er pårørende til en dement. Og det slår mig, hvordan alle vi andre taler om demente på, og accepterer, at “nu går det dén vej” og “moster Ida er blevet lidt småskør”. Hun er blevet gammel, så “det er jo bare sådan det går”, og nu er en plejehjemsplads det næste (og sidste) skridt. Eftersom hun bare er gammel og glemsom vil moster Ida ifølge statistikken ikke blive diagnosticeret og de pårørende vil aldrig finde ud af, hvilken type demens hun har, og hun vil derfor heller aldrig modtage den rigtige behandling. For det går alligevel bare “den vej”. Prøv at forestille dig, at vi tænkte og agerede på samme måde omkring kræftpatienter.

Mørketal og manglende overblik

Danmarks Statistik anslår at 60% – 80% af alle landets beboere på plejehjem har en eller anden type demens. Man ved det ikke præcist, både fordi der ikke findes et overblik over, hvor mange borgere, der bor på plejehjem og fordi ca. halvdelen af alle demente ikke har fået en præcis diagnose. Kommunerne udarbejder ikke statistikker fra plejehjemmene, og således forbliver det i det dunkle, hvor stort et omfang sygdommen har. Men det anslås af Alzheimerforeningen, at 70-85.000 mennesker lever med en demenssygdom i dag. Det gør demens til en af de store kroniske folkesygdomme, der koster samfundet omkring 20 milliarder kr. om året.

I fremtiden lever vi længere og derfor stiger antallet af dementramte også. Det forventes, at i 2040 vil antallet af demente danskere over 60 år til være 120-146.000.

98 forskellige måder at behandle demens på

Demens er en kronisk sygdom ligesom f.eks. gigt eller astma, men alligevel placeres den kommunale demensindsats oftest på ældreområdet i den enkelte kommune, i stedet for på sundhedsområdet sammen med andre sygdomme. Det flytter fokus væk fra diagnosticering og behandling og gør demens til en plejeopgave på ældrecentrene.

Man kan bare forestille sig, hvordan det ville fungere at lægge behandling af andre sygdomme som f.eks. diabetes over på ældreområdet. Det ville jo heller ikke rigtigt fungere, både fordi sygdom skal behandles og fordi pleje og behandling er to forskellige ting.

Der er meget stor forskel på kommunernes demensbehandling. Mange kommuner har demenskoordinatorer og enkelte har en demenspolitik. Men kun meget få kommuner inddrager pårørende i behandlingen, og langt fra alle kommuner lever op til de standardiserede kvalitetskrav for behandlingen.

Det handler ikke om ond vilje, men om smalle budgetter i kommunerne. Særligt de kommuner, hvor borgerne har en høj gennemsnitsalder, og hvor skattegrundlaget ikke er så højt, har svært ved at følge med den enorme opgave det er, at behandle og passe godt på vores demente medborgere, selvom de gør det så godt, de kan.

Maden er en politisk varm kartoffel

Politikernes udspil tager ofte form af noget, som har en karakter af folkestemning. F.eks. oplever folk generelt plejehjem som noget upersonligt og institutionelt og projicerer deres følelse over på hjemmenes beboere. Mange mener, at det er forfærdeligt umenneskeligt, at beboerne ikke kan dufte hjemmelavet mad, og at de går glip af hyggen i køkkenet under madlavningen. Og vupti, så afsætter regeringen en pulje på næsten en halv milliard til etablering af køkkener på plejehjem.

Det har givet mange fagfolk panderynker, fordi de mener, at den store pulje har et forkert fokus. Det er fint, at plejehjemsbeboere kan nyde duften af frisklavet mad, men det største problem med demente borgere er overhovedet at få dem til at spise. På grund af den nedsatte egenomsorg, der følger med sygdommen, er underernæring er et langt mere presserende problem end duften af hjemmelavet mad. Men hvor bliver de ekstra midler af til at løse det virkelige problem?

Dit postnummer afgør din behandling

Forestil dig at du rammes af demens om nogle år. Så vil du selvfølgelig gerne have den samme gode behandling, som alle andre demenspatienter i landet. Det bør ikke være sådan, at dit postnummer bestemmer, hvilken type behandling du får, eller om du overhovedet diagnosticeres. Men sådan er det i dag – et lotteri.
Og med det stigende antal demente borgere i årene fremover står kommunerne over for en enorm opgave, som det er umuligt at finde fælles fodslag for, så længe kommunernes rammevilkår er så forskellige, som de er i dag, og så længe der er 98 forskellige måder at arbejde med det på.

Demens skal tages alvorligt som sygdom

Demens skal for det første diagnosticeres ordentligt, så både pårørende og den demensramte ved, hvad de skal forholde sig til, og ved, hvordan det skal behandles. Demens rammer næsten tre gange så mange kvinder som mænd, men alligevel ved man, at 60% af demensramte mænd diagnosticeres mod kun 40% af kvinderne. Det er i begge tilfælde helt uacceptable tal, som ikke findes blandt nogen andre kroniske patientgrupper.

For det andet skal kommunerne have penge nok og stramme rammer til at løfte opgaven. Hvis opgaven skal løftes inden for det nuværende kommunale selvstyre skal de fattigste kommuner med de største demografiske udfordringer have ekstra økonomisk hjælp.

For det tredje skal demensbehandlingen enten tilses meget bedre i kommunerne, eller også tages helt ud af hænderne på dem. For man kan i høj grad diskutere, om behandlingen af kroniske sygdomme skal blive ved med at være et konkurrenceparameter mellem kommunerne, eller om det er at spille hasard med borgernes liv og helbred i konkurrencestatens hellige navn.

Vi har alle ret til den samme velfærd, også – og måske især – når vi ikke længere kan klare os selv.

Vores rettigheder må ikke gradbøjes af vores postnumre!

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *
You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>