Svinekød er blevet danskernes kampplads

Svinekød er blevet danskernes kampplads

Svinekød er historisk og kulturelt en del af dansk madkultur. Men langsomt og effektivt har det sneget sig ind i identitetspolitikken og i debatten om danskhed. Fra DF der gerne vil lovgive om tvangsfrikadeller i børnehaver, over en miljø- og fødevareminister der elsker sin bacon, til en flæske-shitstorm når nogen foreslår differentierede julehjælpskasser til fok med forskellige madvaner.

Den stakkels gris skal ikke tages som symbolsk gidsel i jagten på den mest ægte dansker. Flæskesteg er ikke synonymt med fædrelandskærlighed. Hvorfor skal vi definere ’dem og os’ i forhold til svinekød? Det skiller jo ikke kun muslimer fra, men også jøder og alle os, der ikke spiser kød.

Det mest tåbelige er, at når vi koger det ned til noget så ligegyldigt som at spise gris, så mister vi totalt målet, nemlig at forstå hinanden. Vi spilder tiden på ligegyldigheder i stedet for at stå sammen om at finde rigtige løsninger på virkeligheden problemer.

Vi kunne f.eks. kæmpe for grisen ved at gøre noget ved, at 9 ud af 10 svinebesætninger er ramt af svine-MRSA, at 25.000 smågrise dør om dagen og at halvdelen af alle slagtesvin har mavesår. Det tror jeg grisene ville blive gladere for, end at blive udråbt til nationalsymbol.

Jeg synes, at 2019 skal være året, hvor vi hanker op i os selv og hinanden og lægger fokus de rigtige steder.

Dansk kultur er så meget mere end svinekød.

I Danmark kan man selv vælge, om man vil have gris eller quinoa på tallerkenen, om man vil give hånd eller ej, og om man vil fejre jul eller ej. Danskhed defineres ikke af, hvor mange gange man har set Matador, eller hvorvidt man er til dansktop eller jazz, gris eller kikærter. Danskhed defineres netop af friheden og retten til at vælge og fravælge.

 

– Læserbrev bragt i Nordvestnyt 7/1 og i Sjællandske 8/1 2019

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *
You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>